28.10.05

Varemærker - eller bare ord ...?

Så er der et genialt analysebureau, der har snuset i vores kasserede indkøbssedler. Her følger et uddrag af en artikel i Berlingske Tidende:

"900 indkøbssedler samlet sammen fra skraldespande og indkøbsvogne i danske supermarkeder er blevet analyseret, og de sladrer om danskernes forhold til mærkevarer. For to ud af tre produkter på indkøbslisten er generiske – altså bare ”ost”, ”mælk” eller kartofler. Men en tredjedel af de varer, der optræder på listerne er mærkevarer, og her er Arlas produkter blandt de mest populære. Kærgården kommer på førstepladsen, fulgt af A-38. Dernæst følger Ajax. Arla har hele fem produkter på top 10."

Og deraf vil de så uddrage vores brand loyalty ...!

Jeg tror nu, at når man skriver huskeseddel, så skriver man det nemmeste og hurtigste. Det er nemmere at skrive Ajax end rengøringsmiddel. Det er nemmere at skrive A38 end tykmælk. Og det er nemmere at skrive Kærgården end et smørbart blandingsprodukt bestående af smør og vegetabilsk olie. Ikk'?

Nå, jeg må nu tilstå, at jeg ikke har nærlæst hele artiklen. Og det skal man selvfølgelig gøre, før man sætter sig til at øffe over den. Men jeg gad ikke oprette mig som Sølv-VIP medlem på www.berlingske.dk... Ikke desto mindre kan man stadig se lidt grafik om "Indkøbssedlen" på: http://images.bm4.metropol.dk//192/192648/192648_original.jpg