13.12.07

Årets ord ...?!

Nå, ja, for nogle åbenbart ...!

30.9.07

Danmark, et to-sproget land

Har netop læst det nye KODA-magasin. De skriver om dansk musik. Det gør de jo. Artiklen på bagsiden - en serie af artikler, der beskriver tilblivelsen af en kendt (rock/pop)-sang - handler denne gang om Gangway's "My Girl and Me". En god sang. Interessant artikel.

KODA skriver om DANSK musik. Danmarks Radio har en forpligtelse til at spille så og så meget DANSK musik (det tror jeg da nok, at de stadig har til trods for de igangværende "afviklingsplaner").

Men hvor er der meget af den DANSKE musik, der har engelsk tekst!!! Og det er helt accepteret. Det er faktisk som om Danmark er et to-sproget land! Det er da lidt mærkeligt, ikke?

5.6.07

Danskere putter for meget!

"At putte" er blevet det mest brugte verbum i dansk. Altså i betydningen at placere noget et sted. Denne artikel er et fantastisk godt eksempel: http://politiken.dk/tjek/dagligliv/forbrugguider/guiderkropspleje/article286423.ece

Hvad er der galt med "at lægge mascara på øjenvipperne"? Er det fordi danskere har fået berøringsangst over for "at lægge" ("hvordan er det nu ... hvornår hedder det "lægge" og hvornår hedder det "ligge" ..? .... så må vi hellere bare sige "putte"!")

Og hvad er der galt med "at placere eller at lægge et papirlommetørklæde under de nederste vipper"?

Varier dog sproget lidt mere!

Kom salt på kartoflerne.
Læg sokkerne ned i skuffen.
Til nød kan du putte brevet ned i kuverten. Men du kan også sagtens lægge det derned.

16.5.07

Et bøvs fra sprogspasseren

Når man ser, hvordan mange mennesker skriver, synes man, at de burde have deres skolepenge tilbage. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvordan folk får de penge tilbage; men når man ser på den velstand, der er blandt folk i Danmark i dag, så tror jeg faktisk, de har fået det ...!

17.4.07

Et nyt ord ... (omend i trist anledning)

Politiken bruger i dag ordet "skolemassakre". Det er muligt, at ordet har været brugt før, for det er jo ikke den første af slagsen; men de skriver ligefrem "USA's hidtil værste skolemassakre". Jeg kan dog ikke slå ordet op i Korpus2000.

Sådan bliver et ord født - til brug for ting, for hvilke man ellers ikke har haft brug for ord ... fordi der var engang, hvor den ting - eller hændelse - ikke fandtes ...

Min dybeste medfølelse med ofre og efterladte!