17.9.11

"Ny Ellebjerg - Til tiden!"

"Ny Ellebjerg - Til tiden!" Sådan lyder det ofte i S-togets højttaler. Og det er da en fin måde at anskueliggøre et slogan og en vision.

Måske skulle jeg også prøve at ledsage mine færdigmeldinger på arbejde med: "Til tiden".

"Så er hjemmesiden opdateret. - Til tiden!" "Jeg har læst korrektur på brochuren. - Til tiden!" Gad vide om nogen ville synes, at jeg insinuerede noget ... ?

Og så var der den eftermiddag, hvor højttalerstemmen i S-toget sagde: "Køge. Toget kører ikke længere. - Til tiden". Den melding fik godt nok et par bemærkninger og nogle tøhø'er med på vejen. Og efter nogle dage var meldingen så også blevet ændret til: "Køge. Toget kører ikke videre. - Til tiden." Egentlig er det ikke så meget bedre, bortset fra, at vi jo ved, at Køge er endestationen, og toget kører ikke videre.

Jeg ville jo nok have sagt: "Køge. - Til tiden! Toget kører ikke videre." Men nu har jeg jo fået noget at blogge om ...

1.6.10

Dyskalkuli - mit nye yndlingsord!

Her til eftermiddag havde P1 et indlæg om dyskalkuli - næsten som ordblindhed, altså bare med tal. Mon ikke jeg lider af en mild afart af dyskalkuli ... ? Især derfor er det skønt at have fundet et ord for det! Læs mere på link'et - det er faktisk ret interessant!

Hvad betyder "obfuskeret"????

Følgende er sakset fra TDC's nyhedsmail - og de henviser videre til CSIS Security Group:

"Det er imidlertid det første link, som peger på IP adresen [.... ], som er interessant, da denne side indeholder svær obfuskeret javascript kode. En deobfuskering af koden afslører, at der tilbydes et PDF dokument, som er designet til at udnytte flere sårbarheder i Adobe Reader/Acrobat. Den ondsindede payload trækkes via flere URL (mellemrum indlagt af CSIS)"

Men hvad pokker betyder obfuskeret? Måske kan de mere nørdede af medlemmer af min familie/vennekreds oversætte?

31.3.10

Critical mess

Nu vi er ved udtalen, så har jeg ofte - som ansat i en multinational virksomhed - moret mig over, når cheferne har talt om "critical mess" - når de i virkeligheden har ment "critical mass".

For dem af mine læsere, der ikke er marketing-hjernevaskede, så betegner critical mass, at der er opnået en volumen, så det kan betale sig (at producere/sælge/markedsføre).

Udtalen skrider - og det har den altid gjort

For tiden lægger jeg især mærke til, at alle yngre mennesker - også radiospeakere - siger fram i stedet for frem. Således rimer frem altså ikke længere på hjem, men på klam.

Men før jeg forfalder til jammer over de unge sprogspassere, må jeg tilstå, at jeg heller ikke udtaler at græde med tydelig æ-lyd - nærmere lidt henad en flad a-lyd. Og som barn frandt jeg det også mærkeligt, når de ældre udtalte det med en ren æ-lyd.

Og sådan er der så meget ...!

15.3.10

"Slægter dør; men sproget binder"

En tavle på Dybbøl Mølles væg.
Den skulle lige med på Ordb(l)og'en på grund af verset: "Slægter dør men sproget binder".

Tjah. Det kan da godt være, at det er det, der er kernen i nationalfølelse. Hele denne idé med nationalfølelse er kommet op efter week-end-turen i Sønderborg og besøget på Sønderborg Slot med museets skildringer af grænsekrigene i 1847 og -64.

Sprogets bånd er i hvert fald ikke strammere, end at jeg tror, at jeg kunne komme ud i nogle misforståelser, hvis jeg lige pludselig røg med tidsmaskinen retur til Sønderborg i 1864. Det kan være svært nok her i 2010, når der excelleres i den sønderjyske dialekt - ja, jeg har engang hørt, at man faktisk kan tale om det sønderjyske sprog. Sønderjysk og bornholmsk skal efter sigende være mere særegne end de øvrige dialekter.

25.1.10

22.1.10

En skillevej... ?

Hvordan ser en skillevej egentlig ud? Er der nogen af jer, der har sådan en i omegnen? Kan man se en i google streetview - eller krak.dk?

Ja ja. Jeg ved da godt, hvad en skillevej er - men kun rent figurativt eller i overført betydning.

Metaforer plejer også at have en rent konkret betydning. Men skillevejens konkrete betydning synes at være gået tabt. Der er sideveje og T-kryds og vejkryds. Og jeg har fotograferet Vejen væk fra vejen. Men skilleveje?

Jeg kan sikkert nå til en skillevej i mit liv. Men jeg tvivler på, at jeg kan finde i skillevej hjemme i Ladepladsen.

17.1.10

Hedengangen - et godt genbrugsord!

- det er da et sjovt gammelt ord ... er der nogen, der kan forklare det? Må grave lidt efter etymologien ....

Det har nok IKKE noget at gøre med, at nogen er gået ud på heden ...

Heden - hinsides ?

Har nu tjekket den etymologiske ordbog og fundet, at "heden" betyder "herfra" og er beslægtet med hin.

Hid og did ... der var faktisk også et ord, der hed "deden".

Men det er faktisk ikke hedengangen sprogbrug. Et kig i Korpus 2007 viser 152 forekomster.